Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
September 2009
Stanken af 1,5 mio. rådne lig
Folkemords-museet i Jerevan i Armenien, der blev opført i 1995, er et fortsat opgør med Tyrkiet. Men museet bør ses af alle, der ikke længere ønsker at overse og fortie ét af det tyvende århundredes største blodbade.
Når man går rundt i den såkaldte mindelund foran Museet
for Folkemord, der hedder Tsisernakaberd-komplekset,
bliver man ganske trist til mode ved synet af de mange
plantede grå kors...
Det er som om, at man bliver varslet om noget meget ilde, der venter forude...
Rent instinktivt går vi langsomt ned ad trapperne til Museet
for Folkemord, der er holdt helt i gråt. I den første underetage
holder den mere administrative del til. Og i den anden underetage
begynder selve museets permanente samling.
Museet er tegnet af de armenske arkitekter S. Kalashian, A. Tarkhanyan samt billedhuggeren F. Araqelyan. Museets udstillingshal er på ca. 1.000 kvadratmeter, der er delt op i tre sale samt et udendørs galleri. Dette moderne museum virker noget køligt med alle de grå sten. Lige så undrer det os lidt, at vores lokale fotograf ikke kan få lov til at fotografere de vældige fotostater af armeniere, som blev ofre for massakren i 1915.
Armenien dengang
På venstre væg i museets første sal ses et kort på 9*5 meter, der er indgraveret
i sten. Kortet viser det armenske landskab og dets nabolande.
Det ses tydeligt, at Armenien er beliggende midt imellem Sortehavet
nordpå, Det Kaspiske Hav østpå og det iranske landskab sydpå
samt Middelhavet ude sydvestpå. Kortet viser også, hvor stort
Armenien oprindeligt var, før det blev erobret af tyrkerne
i 1915: det område, der i dag udgør det østlige Tyrkiet omkring
Van-søen og Ararat-bjerget, blev dengang kaldt for Vestarmenien.
I dag er området tyrkisk og renset for mellem en og to millioner
armeniere, som man mener omkom ved folkedrabet.
Den første sal viser billeder og demografiske tabeller om armenerne anno 1914 i det osmanniske Tyrkiet. Der ses fotos af armenske kirker og skoler, som fungerede på daværende tidspunkt. På de fredfyldte billeder ses afbildet et helt normalt hverdagsliv, inden den store tragedie indtraf... De enkelte oplysninger til billederne er holdt i en sober og informativ stil: de refererer til den tvungne massedeportation af armenere i Det osmanniske Rige i årene fra 1915 til 1917.
Begivenhederne førte til, at et omstridt antal armenere omkom. Antallet af døde anslås fra forskellig side til at have været mellem 300.000 og 1,5 millioner. Det armenske folkedrab er genstand for omfattende kontroverser og diskussioner, specielt mellem Tyrkiet og Armenien. Tyrkiet benægter ikke begivenhederne, som førte til, at så mange armenere døde, men man har konsekvent nægtet at anerkende, at der var tale om et folkedrab, og man mener desuden fra officiel side, at antallet af døde er overdrevet. Tyrkiet anslår, at 400.000 omkom, mens Armenien hævder, at tallet var 1,5 millioner. Tallet står at læse sort på hvidt på de ophængte plancher.
Øjenvidner fra blodbadet
På anden sal (på 700 kvadratmeter) begynder dramaet: her ses øjenvidnerapporter samt dokumenter omkring det berygtede blodbad. Udstillingen byder på mange store fotografier taget i perioden 1915-1917, dokumenter fra arkiverne, portrætter af prominente armenere, ofre fra de mange spøgelsesbyer, venner af det armenske folk samt dokumentar-film.
Ganske rystende er de vældige fotostater om folkedrabet i
1915: på et billede til venstre for et kors bøjet i neon i
ren bogstavelig forstand ses et foto af et drengebarn, der
tydeligvis er ved at dø af sult. Og på et foto til højre for
korset ses et andet billede, der viser børn, der vader rundt
i lig... Som beskuer kan det være meget svært at fordøje og
forene disse to rædselsfulde fotos med det lysende kors...
På samme måde har de fleste armenere det: aftenen før til
en pressemiddag med forskellige ministre og embedsmænd bliver
vi udenlandske journalister kraftigt opfordret til at skrive
om dette glemte holocaust. Uddannelseschefen Artak Aghbalyan
bliver helt rørt i stemmen, da han berører dette emne, selvom
vi er midt i et festligt lag.
Folkedrab eller ej?
En særlig del af udstillingsbygningen er viet til originale dokumenter udlånt
og udstedt af internationale organisationer og udenlandske
parlamenter, der officielt fordømmer det armenske folkemord.
24 lande, heriblandt Armenien, Frankrig, Tyskland og Rusland
betegner officielt hændelsen som folkedrab. I nogle af disse
lande er det strafbart at hævde, at hændelsen ikke kan betegnes
som folkedrab. For mange EU-lande er det en forudsætning –
blandt mange andre – for Tyrkiets evt. optagelse i Unionen,
at landet anerkender betegnelsen folkedrab.
Mange publikationer omkring det armenske folkemord på mange fremmede sprog ses også udstillet her i forskellige montrer. Salen viser også plancher om den store armenske diaspora, der er bosat i Europa, Asien, Afrika USA samt i Australien.
I samme hall ses krystalvaser på granitpiedestaler, der indeholder jord fra de armenske regioner: Karin (Erzerum), Van, Baghesh (Bitlis), Sebastia (Sivas), Kharpert og Tigranakert (Diarbekir).
Ved udgangen ser vi et granittræ, der med sine mange grene skal symbolisere evighed
og det armenske folks genfødsel.
Skandinaviske missionærer
I en udstillingsmontre ses et stort foto af den norske missionær Bodil Biørn (1871-1960). På væggen står der, at det blev hendes kald at redde de armenske forældreløse børn. Og på museets hjemmeside ses en on-line-udstilling med ca. 300 gruopvækkende fotos, der til fulde dokumenterer tyrkernes ugerninger mod armenerne. Ved selvsyn af disse blodige billeder, bliver man blot bekræftet i det gamle mundheld om, at billeder ofte siger meget mere end ord.
Og på en anden væg ses det svenske flag, der her repræsenterer den svenske missionær Alma Johansson. I museets boghandel køber jeg hendes dramatiske dagbog A PEOPLE IN EXILE - one year from the Armenians' history, der desuden indeholder andre vidneudsagn, essays samt memoirer. Bogen blev udgivet i fjor og foreligger i hhv. armensk, engelsk og russisk oversættelse. Ganske hudløs er hendes beskrivelse af henrettelsen af de mange børn, der blev hentet af tyrkerne på hendes børnehjem. Og til slut i dagbogen beskriver hun uden de store fagter, hvor svært det var for hende at komme hjem til Europa igen og komme videre, mens synet af de slagtede børn blev ved med at forfølge hende i sit sind. Afslutningsvis takker hun Vorherre for, at hun ikke mistede sin forstand efter at have været øjenvidne til forrige århundredes glemte holocaust.
Der kan ikke fortælles for mange ord eller vises for mange for mange billeder af det armenske folkemord, men når man som beskuer ude i den lokale mindelund ser grave for de såkaldte helte, der blev dræbt i Karabakh-krigen i 1991 (hvor Armenien i øvrigt vandt slaget), bliver tingene blandet lidt sammen. Hvad har deres død i grunden med det armenske folkemord at gøre? Måske er der blot tale om en bitter hævnlyst, der ærlig talt ikke klæder det så ellers nydelige og sobre museum særligt godt.
Søndag Aften 09/2009
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
